Vore – og andre messearrangørers – udstillere bliver jævnligt generet af henvendelser fra virksomheder/forlag med adresser i bl.a. Sverige, Slovakiet, Østrig, Tyskland og Mexico, der tilbyder optagelse og/eller annoncering i deres “messeguider” på internettet og/eller muligheden for at købe adgang til en oversigt over messens besøgende.
AKKC tager stor afstand til disse virksomheder/forlag, idet de i deres materiale giver indtryk af, at de har et nært samarbejde med os (-og andre messearrangører). Dette er ikke korrekt.
AKKC har på intet tidspunkt indgået aftaler med disse virksomheder/forlag og har aldrig nogensinde udleveret udstillernes navne, adresser m.v. til disse. De har muligvis hentet navnene på de oversigter over messernes udstillere, som kan findes på bl.a. messens hjemmeside. Men disse oversigter indeholder som udgangspunkt alene udstillernes overordnede kontaktinformationer – ikke direkte kontaktpersoner m.v.
De pågældende virksomheders/forlags henvendelser har i øvrigt et særdeles komplekst indhold, hvor priserne for de ydelser (optagelser) de tilbyder, er godt skjulte og særdeles ugennemsigtige. Derfor har flere af vore udstillere blot underskrevet den kontrakt der fremsendes, uden reelt at vide, hvad de forpligter sig til at betale. Vi har eksempler på, at der er udstillere, der har forpligtiget sig til at betale mere end 20.000 kr. over tre år for en ubetydelig og sandsynligvis helt værdiløs optagelse.
Ved flere lejligheder har vi fået henvendelser fra udstillere, der har underskrevet en kontrakt og efterfølgende modtaget en faktura. Disse har vi rådet til blot at smide fakturaen samt efterfølgende rykkere væk. Vi hører fra de involverede udstillere, at de modtager et rykkerbrev ca. en gang i kvartalet, og dette kan stå på i årevis. Vi har aldrig hørt, at forlagene har rettet henvendelse til udstilleren i form af personligt fremmøde, med opkrævning for den ikke betalte faktura. Sikkert fordi forlagene opererer på kanten af god markedsføringspraksis.
Aalborg Kongres & Kultur Center lægger stor afstand til de beskrevne virksomheder/forlag og deres metoder – pas på!